Tværsektorielt samarbejde
Familiens Team
Familiens Team er en ny tværsektoriel samarbejdsmodel, der skal skabe bedre sammenhæng og fælles retning i familiers forløb på tværs af kommune og Børne- og Ungdomspsykiatrien.
Et centralt udgangspunkt er, at retning og handlinger i et forløb findes sammen med barnet eller den unge og familien. Familien skal opleve sig som en tydelig og aktiv del af Familiens Team, og de forskellige fagpersoner skal kunne samarbejde på tværs med afsæt i familiens behov og perspektiver.
Modellen er udviklet gennem samskabelse med børn, unge, forældre og fagpersoner og består af fem kerneelementer:
Familiens Digitale Værktøjskasse (FDV): Et lukket digitalt rum, der giver familien og fagpersonerne mulighed for at kommunikere, dele information og skabe fælles overblik på tværs af kommune og psykiatri.
Læs mere om Familiens Digitale Værktøjskasse her.
Tidlig advisering: Kommunen informeres, når barnet eller den unge starter i udredning i Børne- og Ungdomspsykiatrien. Det giver mulighed for at etablere samarbejdet mellem kommune, psykiatri og familie tidligt i forløbet.
Sammenhæng og koordinering: Tovholdere fra både kommune og psykiatri skal skabe kontinuitet og være med til at koordinere forløbet på tværs. En Fælles Plan samler familiens og fagpersonernes perspektiver, aftaler og fælles retning og er tilgængelig i Familiens Digitale Værktøjskasse.
Balancerede perspektiver: Barnets, den unges og familiens perspektiver skal have en tydelig plads sammen med fagpersonernes perspektiver. Familien beskriver fra starten, hvad der er vigtigt for dem, i Familiens Perspektiv. Samtidig bruges spørgeskemaet Min Trivsel til at bringe barnets eller den unges og forældrenes egne vurderinger af trivsel ind i forløbet.
Peermedarbejdere: Peermedarbejdere har egne erfaringer med psykiatrien – enten som tidligere ung patient eller som pårørende. De kan støtte unge og forældre gennem individuelle samtaler, gruppeforløb og brobyggende aktiviteter og bidrage til, at familien er bedre forberedt på og involveret i deres forløb
For mere information om Familiens Team
PROM - Min Trivsel
Min Trivsel er et digitalt spørgeskema, hvor børn og unge selv og deres forældre svarer på, hvordan barnet eller den unge har det. Spørgeskemaet kan bruges både i kommuner og i psykiatrien og integreres i de eksisterende IT-systemer.
Formålet er, at barnets eller den unges egen oplevelse af trivsel bliver en aktiv del af forløbet, og at familien og fagpersonerne kan bruge svarene til at følge trivslen over tid og som afsæt for dialog og opfølgning.
Min Trivsel er, ligesom Familiens Team, udviklet gennem samskabelse med børn, unge, forældre og fagpersoner.
Bedst for Os panel
I Bedst for Os betragtes unge og pårørende som væsentlige eksperter, når vi skal finde nye veje til bedre trivsel og bedre forløb i psykiatrien. Derfor skal alle arbejdspakker have mulighed for at inddrage unge og pårørende i udviklingen og afprøvningen af projektets løsninger.
I Bedst for Os-panelet kan unge og pårørende melde sig, hvis de har lyst til at bidrage med deres erfaringer og perspektiver og være med til at forbedre den støtte og hjælp, børn, unge og familier møder i Psykiatrien i Region Nordjylland.
Status lige nu
Fra efteråret 2026 afprøves Familiens Team i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland i samarbejde med Aalborg, Hjørring, Mariagerfjord og Thisted Kommune.
I samme periode afprøves Min Trivsel både som en del af Familiens Team og selvstændigt i forbindelse med medicinopfølgningssamtaler i Børne- og Ungdomspsykiatrien.
Afprøvningerne skal give viden om, hvordan Familiens Team og Min Trivsel fungerer og implementeres i praksis, og hvordan løsningerne opleves af børn, unge, familier og fagpersoner.
Ansvarlige
Arbejdspakken ledes af Malene Terp, ph.d., leder af Center for Recovery og Samskabelse i Psykiatrien, Region Nordjylland.