Sommerhilsen fra Bedst for Os

Sommeren er over os, og mens mange holder ferie og nyder en velfortjent pause, ved vi, at det for familier med børn og unge i psykisk mistrivsel ofte er en særlig sårbar tid – langt fra præget af ro og overskud. I Bedst for Os arbejder vi hver dag for at skabe bedre muligheder for hjælp og behandling for børn og unge, der kæmper med psykisk mistrivsel eller sygdom. Vores mål er at bidrage til, at de også kan opleve mere tryghed og overskud – både i sommermånederne og resten af året.
I denne nyhed ser vi tilbage på nogle af de vigtigste begivenheder fra de seneste måneder – og giver et kig på det, der venter efter sommeren.

Alle syv arbejdspakker følger planmæssigt projektets projektbeskrivelse.

Mens det første år i Bedst for Os i høj grad har været præget af kortlægning og samskabelse, så kigger vi ind i et efterår, hvor de første initiativer i Bedst for Os igangsættes, og berørte familier dermed kommer til at mærke de første effekter af Bedst for Os. Derudover skal vi på baggrund af samskabelsesprocesser og indsamlet data have udviklet digitale løsninger til understøttelse af udredning og behandling samt udviklet nye modeller for udredning, behandling og koordinering af tværsektorielt samarbejde, som skal implementeres i løbet af 2026. 

Desuden opstartes et nyt tilbud i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland, hvor familier til børn og unge der ikke har forløb i børne- og ungdomspsykiatrien, men som ses i psykiatrisk skadestue, tilbydes et kort opfølgningsforløb med henblik på at sikre koordinering af støtte efterfølgende. 

I foråret 2025 udkom der en rapport om konsekvenserne af returnerede henvisninger for almen praksis (Overførsel af opgaver fra sygehuse til almen praksis - SDU), der endnu engang satte spot på udfordringerne med henvisninger fra almen praksis til børne- og ungdomspsykiatrien. På tværs af sygehusafdelinger returneres 15% af alle henvisninger fra praktiserende læger- for børne- og ungdomspsykiatrien er det mere end 40%. Debatten om de potentielle konsekvenser af returnerede henvisninger dukkede også op i forlængelse af DR-dokumentaren “Hvem griber Sarah”. 

I Bedst for Os har vi på tværs af almen praksis og børne- og ungdomspsykiatrien udviklet en ny samarbejdsmodel, der skal være med til at tackle denne udfordring. 

Her får de praktiserende læger mulighed for at give familier, der henvender sig på grund af psykisk mistrivsel hos et barn, mulighed for at udfylde et elektronisk diagnostisk interview (DAWBA) og få faglig sparring fra psykiatrien på baggrund af familiens besvarelse. Målet er at styrke beslutningsgrundlaget, mindske andelen af returnerede henvisninger – og sikre hurtigere, mere målrettet hjælp til børn, unge og familier, der opsøger deres praktiserende læge i håbet om at få hjælp til psykisk mistrivsel.

Lige nu er 10 praktiserende læger i Region Nordjylland i gang med at pilotafprøve samarbejdsmodellen, og i efteråret 2025 åbnes der op for bredere deltagelse blandt alle praktiserende læger i Region Nordjylland.

Et stærkt aftryk på Folkemødet

På årets Folkemøde deltog Bedst for Os i en række debatter, herunder “Hvordan hjælper vi bedst børn og unge i psykisk mistrivsel?”, arrangeret af Danske Regioner. Her blev samarbejde og samskabelse fremhævet som helt centrale elementer i indsatsen – og som forudsætninger for at skabe reel og varig forandring i et presset system.

”I Bedst for Os taler vi ikke bare om samarbejde på tværs, her er samarbejde og samskabelse en del af DNA’et for projektet. Og det kommer til at være nøglen til forandring, så vi sikrer den rette behandling i rette tid” lød det fra Jan Mainz.

Jan folkemøde

Ny programdirektør – kendt ansigt i ny rolle

Fra 1. august 2025 træder Jan Mainz ind i en ny rolle som programdirektør for bl.a. Bedst for Os. 

– Det har været en stor glæde at være psykiatridirektør, og jeg glæder mig nu til at fokusere fuldt ud på Bedst for Os og være med til at udvikle endnu flere konkrete indsatser – også på tværs af civilsamfund, uddannelse og beskæftigelse, siger Jan Mainz.

I projektet glæder vi os til, at Jans kompetencer og dedikation kommer børn og unge med psykisk mistrivsel og sygdom til endnu større gavn. Projektleder Anna Sofie Kjærgaard Hansen udtaler:  "Jeg er utrolig glad for at fortsætte samarbejdet med Jan i hans nye rolle som programdirektør. At Jan nu kan bruge endnu mere tid på Bedst for Os er en kæmpe gevinst for projektet.”  

Vi kan ikke gøre det alene

Bedst for Os er forankret i Psykiatrien i Region Nordjylland og med meget stærke og konstruktive samarbejdspartnere i hele landet samt internationalt. Med ønsket om en god sommer vil vi gerne sige en meget stor tak til alle jer, som bidrager til og viser interesse for Bedst for Os. Det er yderst værdsat og vi ser frem til det fortsatte samarbejde på den anden side af sommerferien.   

 

Rigtig god sommer fra Bedst for Os.