Forbedrede fysiske rammer for børne- og ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland
Omdrejningspunktet er primært det fysiske miljø i det kommende Psykiatrihus i Hospitalsbyen i Aalborg, men der sker også forbedringer i den nuværende indretning i børne- og ungdomspsykiatrien samt i de fysiske omgivelser i de fire samarbejdskommuner – Aalborg, Hjørring, Thisted og Mariagerfjord. Forbedringerne skal bidrage til oplevelsen af sammenhæng i indsatser på tværs ved at sikre at børn, unge og familier møder genkendelighed på tværs af kommunale og regionale fysiske rammer.
Nye venteområder med omtanke
I de nuværende fysiske rammer på Mølleparkvej i Aalborg har børn, unge og forældre, der befinder sig i omgivelserne, haft en afgørende stemme i indretningen. Børn, unge og forældre havde et klart ønske om mindre afgrænsede områder med mulighed for privatliv i venteområderne. Her har vi derfor skabt en række hyggelige siddeområder med bænke og plantekasser, der naturligt opdeler rummet i små rolige zoner. Møbler og elementer til indretningen er lavet af unge fra virksomheden Råt&Godt, som arbejder med fokus på genbrugs- og restmaterialer. Her er f.eks. anvendt genbrugstræ fra Gigantium i Aalborg, hvor der er blevet spillet både EM og VM i håndbold. Udover at være bæredygtigt giver det møblerne ekstra karakter og historie.
Råt&Godt er en socialansvarlig virksomhed i Aalborg, hvis primære formål er at hjælpe unge med udfordringer i beskæftigelse og uddannelse. Flere af de unge, som har bidraget til indretningen, har selv oplevet psykisk mistrivsel eller psykisk sygdom og derfor var det særligt vigtigt at skabe positiv forandring netop her.
Råt&Godt er ikke de eneste, der har bidraget til forandringerne. Kunstneren Luna Klærke har dekoreret venteområderne med kunst. Kunstværkerne er blandt andet malet på akustikplader, der tidligere hang i venteværelset, som således genanvendes og bidrager til at skabe behageligt akustisk miljø. Dette bidrager til at øge komfort og reducere stress hos patienter. Alt i alt har det medvirket til at skabe en varm og behagelig atmosfære.
Et løft med hjemlighed i centrum
På sengestuerne har fokus været på at skabe en mere hjemlig og privat atmosfære. Der er derfor blevet malet, gardinerne er skiftet ud, der er tilføjet fjernsyn på sengestuerne og vindueskarmene er blevet forstærket, så børn og unge trygt kan sætte sig og kigge ud – noget flere unge selv har efterspurgt. En stor og vigtig forandring er de nyindrettede familiestuer, hvor det nu er muligt for forældre at overnatte tæt på deres barn.
Personalet på afdelingen har talt med børnene om, hvad forandringerne betyder for dem:
” Forbedringerne giver en mere hjemlig følelse, de enkelte møbler bryder med den sterile følelse man ellers kan få på et hospital”
”Det er dejligt at have noget moderne i de gamle bygninger”
Afdelingens personale oplever desuden, at bl.a. magnet-tavler giver børnene plads til individuelle kreative udfoldelser. Det skaber muligheder for positive distraktioner i hverdagen.
Ved at skabe mere hjemlige og behagelige omgivelser gives børn, unge og deres familier bedre betingelser for at komme igennem en udfordrende tid.
Forbedringer som forberedelse
De nye tiltag er en smagsprøve på, hvad fremtiden bringer, når Børne- og Ungdomspsykiatrien i Aalborg i 2026 flytter til det nye psykiatrihus i Hospitalsbyen. Indretningen og møblerne der bruges i forbedringen af Børne- og Ungdomspsykiatrien på Mølleparkvej, vil gå igen i indretningen i det nye hospital og vil bidrage til at skabe genkendelighed i overgangen til de nye fysiske omgivelser.
Udover forbedringerne i det kommende psykiatrihus retter vi nu blikket mod vores samarbejdskommuner: Aalborg, Hjørring, Thisted og Mariagerfjord. I kommunerne skal de fysiske rammer for børn og unge der oplever psykisk mistrivsel eller psykisk sygdom også forbedres, som del af Bedst for Os projektet.
Bedst for Os er støttet af Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond.