Bedst for Os præsenteret på Forum for Anvendt Forskning i Børn og Unges Mentale Sundhed 2024

[EN] I midten af november mødtes Forum for Anvendt Forskning i Børn og Unges Mentale Sundhed for 16. gang til den årlige workshop på Hindsgavl Slot i Middelfart. I år var Bedst for Os inviteret med til at give status på det projekt, der for et år siden blev præsenteret på selvsamme workshop, som en ambitiøs ide.

Pernille Bendtsen fra Novo Nordisk Fonden lagde ud på dagen med at fortælle om processen internt i Novo Nordisk Fonden frem imod bevillingen til Bedst for Os. Pernille tog os tilbage til Fremtidsworkshop med børne- og ungdomspsykiatrien fra de øvrige regioner i efteråret 2023 og konferencen På vej mod en børne- og ungepsykiatri i verdensklasse, som blev afholdt i Novo Nordisk Fonden, der fandt sted samme efterår. 

Jan Mainz og Anna Sofie Kjærgaard Hansen fra Psykiatrien - Region Nordjylland, Maj Skårhøj fra Hjørring Kommune, Trine Ritter fra Thisted Kommune og repræsenterede Bedst for Os på dagen. 

Præsentation af Bedst for Os

Efter en indledende præsentation af den aktuelle status samt fremlægning af de næste skridt for projektet var det tid til involvering af de øvrige deltagere til workshoppen. Fokus var på hvordan vi indenfor Bedst for Os rammen kan udvikle en model for Brobygning til det levede liv og meningsfulde fællesskaber for børn og unge med alvorlig psykisk mistrivsel.

Her var vi særligt nysgerrig på gode erfaringer med samarbejde med civilsamfundet. De spørgsmål deltagerne dykkede ned i ved bordene var: 

  • Har I gode erfaringer, som Bedst for Os kan lære af?
  • Hvad kan henholdsvis region, kommune og civilsamfund bidrage med for at sikre, at der løbende sker brobygning til det levede liv og fællesskaberne?
  • Hvad er afgørende for, at det tværsektorielle samarbejde bliver godt?
  • Hvilke gode råd har I til Bedst for Os, hvis de skal gøre det klogt og godt? 

Vi tager fra Forum for Anvendt Forskning i Børn og Unges Mentale Sundhed beriget med gode drøftelser om Bedst for Os med fagfolk fra hele landet. Vi har fået konkrete forslag til, hvem vi kan række ud til i forhold til at bygge videre på tidligere gode erfaringer med civilsamfundssamarbejder i andre dele af landet, kaffeaftaler med repræsentanter fra Social- og Boligstyrelsen med henblik på at blive klogere på de projekter de har med snitflader til Bedst for Os og en bekræftelse på at vi på tværs af landet har rigtig mange stærke samarbejdspartnere ind i Bedst for Os projektet. 

Vi takker Trygfonden og Novo Nordisk Fonden for invitationen samt engagementet fra deltagerne – og ser frem til, det fortsatte arbejde i Bedst for Os.

 

Præsentation af Bedst for Os

(Netværket Forum for Anvendt Forskning i Børn og Unges Mentale Sundhed - også kaldet BUMS - består af aktive forskere, forskningsinteresserede fagfolk og chefer fra kommuner, regioner og stat, civile organisationer og fonde. Vi inviterer førende internationale forskere for at skabe en konstruktiv dialog og bidrage til at få skabt fælles projekter med højere kvalitet og ambitionsniveau.)