Hånd i Hånd – støtte til forældre til børn og unge henvist til Børne- og Ungdomspsykiatrien
Det kan være krævende at være forælder til et barn eller en ung med psykiske vanskeligheder. Mange forældre oplever et stort ansvar og kan have behov for støtte til selv at håndtere de belastninger og svære følelser, der kan følge med, når ens barn har det svært.
Hånd i Hånd er en ny digital, compassionfokuseret selvhjælpsapp udviklet til forældre til børn og unge, der er henvist til Børne- og Ungdomspsykiatrien. Appen har fokus på forældrenes egen trivsel og på at styrke deres muligheder for at håndtere belastninger i hverdagen.
Hvad er Hånd i Hånd
Hånd i Hånd bygger på principper fra Compassion Focused Therapy (CFT) og giver viden og konkrete redskaber til at håndtere belastning og de tanker, følelser og reaktioner, der kan opstå, når ens barn har det svært. Der er blandt andet fokus på omsorg for sig selv og andre og på at finde hjælpsomme måder at håndtere svære situationer i hverdagen.
Appen består af fire moduler fordelt over fire uger. Gennem korte tekster, videoer, lydfiler, refleksioner og konkrete øvelser introduceres forældrene til forskellige temaer og redskaber, som kan anvendes i hverdagen.
Øvelserne er korte og udviklet, så de så vidt muligt kan indgå i en almindelig hverdag. Undervejs inviteres forældrene også til at reflektere over egne erfaringer og over, hvilke redskaber der er hjælpsomme for dem.
Hånd i Hånd har fokus på forælderen og dennes trivsel. Appen er ikke behandling af barnets psykiske vanskeligheder og erstatter ikke barnets udredning eller behandling i Børne- og Ungdomspsykiatrien.
Udviklet sammen med forældre
Hånd i Hånd er udviklet i tæt samarbejde med forældre, der selv har erfaring med at have et barn eller unge med tilknytning til Børne- og Ungdomspsykiatrien. Forældrenes erfaringer, behov og perspektiver har været centrale for udviklingen og tilpasningen af appens indhold, temaer og form.
Hånd i Hånd er desuden inspireret af et compassionfokuseret forældreprogram udviklet af James Kirby og kolleger ved University of Queensland i Australien. Programmet blev oprindeligt afprøvet som en to-timers workshop i et randomiseret studie og viste blandt andet mindre selvkritik og øget self-compassion hos forældrene samt forbedringer i nogle af børnenes følelsesmæssige og sociale vanskeligheder. I Hånd i Hånd er principper fra programmet kombineret med forældrenes erfaringer og behov og videreudviklet til et fireugers digitalt selvhjælpsforløb med skriftligt indhold, øvelser, lyd og video, målrettet forældre til børn og unge med tilknytning til Børne- og Ungdomspsykiatrien.