Globale perspektiver samlet i Aalborg

Hvordan får vi de mange gode initiativer i Bedst for Os til at leve i praksis – på tværs af sektorer, systemer og faggrupper? Og hvordan kan ny viden og digitale løsninger hjælpe familierne i hverdagen?
De spørgsmål var i centrum, da Bedst for Os den 3. september samlede sit Internationale Advisory Board i Aalborg.

Fællesbillede int. adv.

Status efter 1 år med Bedst for os 

Programdirektør Jan Mainz og projektleder Anna Sofie Kjærgaard Hansen præsenterede de seneste fremskridt i projektet. I løbet af det sidste år er samarbejdet på tværs af regioner, kommuner og forskellige faggrupper blevet styrket, og de første konkrete erfaringer med at teste nye behandlings- og samarbejdsmodeller er i gang. Helt konkret er pilotafprøvning af en ny samarbejdsmodel mellem praktiserende læger og psykiatrien i gang netop nu i Region Nordjylland. 

Udfordringer på tværs af systemer

En central drøftelse handlede om de barrierer, der fortsat gør det svært at skabe sammenhængende forløb for børn og unge: forskellige it-systemer, uens lovgivning og forskellig kultur i sundheds- og skolesektoren. Professor Søren Paaske Johnsen gav et indblik i disse udfordringer – og inviterede boardet til at bidrage med erfaringer fra andre lande. Diskussionen kredsede især om vigtigheden af at være opmærksom på, hvordan samtidens politiske og kulturelle strømninger påvirker projektet både på de store linjer, på konkret niveau og i evalueringen af projektet. 

int adv møde

Digital værktøjskasse til familier

Et andet hovedtema var udviklingen af Familiens Digitale Værktøjskasse, der samler viden, materialer og redskaber til børn, unge, søskende og forældre omhandlende psykisk mistrivsel. Platformen skal både give familierne lettere adgang til viden og styrke samarbejdet mellem fagfolk og pårørende. Professor Birthe Dinesen og forskningsassistent Katja Møller Jensen fremlagde planerne for, hvordan platformen udvikles i tæt samarbejde med unge, forældre og fagprofessionelle., og boardet drøftede metoder til at evaluere, om den faktisk skaber værdi for brugerne.

Forskning med globalt udsyn

Diskussionerne viste tydeligt værdien af et Internationalt Advisory Board: med erfaringer fra blandt andet Storbritannien, Norge, Holland og Tyskland blev der givet input til, hvordan vi kan lære af andres modeller for implementering og digital innovation. Udover mødet i Det Internationale Advisory Board, udnyttede flere af boardets medlemmer turen til Aalborg til at mødes med forskere fra de forskellige arbejdspakker. Således inddrages boardets medlemmer både i fælles drøftelser men også netop der, hvor deres faglige ekspertise kan bringes særligt i spil. 

int adv rundvisning

Rundvisning i et hospital for fremtiden

Efter interessante drøftelser på tværs af projektet kulminerede dagen med en rundvisning i det nye psykiatribyggeri i Hospitalsbyen i Aalborg, som åbner i 2026. Vivian Grauting sørgede for, at de internationale eksperter fik et førstehåndsindtryk af de rammer, som i fremtiden skal danne rammen om både voksen- samt børne- og ungdomspsykiatri: lyse fællesarealer, trygge behandlingsrum og udeområder, der inviterer til ro og aktivitet. Byggeriet er et af landets største hospitalsprojekter og viser, hvordan arkitektur kan bidrage aktivt til trivsel og behandling. 

 

Tak for sparring og inspiration

Mødet viste tydeligt styrken i at samle perspektiver fra hele verden om en fælles udfordring. Med støtte og sparring fra vores Internationale Advisory Board står vi endnu stærkere i arbejdet med at få Bedst for Os til at lykkes i praksis.